Onsdag d. 23-09-2009 kl. 10:25
|
|
|
|
|
|
Bill Wyman & The Rhythm Kings
Falconer Salen, København, tirsdag d. 22. september 2009
|
Nerve og samspil, når gamle legekammerater samles
Da Bill Wyman
forlod Rolling Stones, gik der efter sigende lang tid, før han havde
lyst til at gribe ud efter bassen igen. Han havde nu pludselig tid til
at skrive bøger, fotografere sin have - og gå på opdagelse i naturen
med sin metaldetektor(!). Heldigvis var det ikke helt nemt at holde
interessen for musikken og trangen til selv at spille nede. Bill Wyman
var simpelt hen nødt til at samle et udvalg af ligesindede, en trang
der i 1997 udmøntede sig i Bill Wyman's Rhythm Kings.
Et tydeligt modent publikum var troppet op i Falconer Salen til en
aften i selskab med bandet for at konstatere, om gnisten og det tætte
samspil fortsat var i behold.
Det var med en smule bange anelser, man så bandet komme på scenen.
Ingen store armbevægelser, ingen spraglet påklædning, blot en samling
helt almindelige mennesker, som man møder dem i køen ved
busstoppestedet eller over køledisken i supermarkedet.
Et enkelt bandmedlem, saxofonisten Frank Mead, måtte ligefrem støtte
sig til to krykker på sin vej frem til den spisebordsstol, som skulle
være hans arbejdsplads de næste par timer. Det skulle dog heldigvis
snart vise sig, at hverken bandmedlemmernes fremskredne alder eller
Frank Meads fodskade var nogen hindring for lade den musikalske gnist
bryde ud i lys lue.
Klassisk blues og rhythm'n'blues
Fra første nummer, "I've Got A Woman", stod det klart, at der var sat
vand over til en rundtur i et klassisk blues- og
rhythm'n'blues-materiale. Georgie Fames formidable vokal, Bill Wymans
velkendte stenstøtte-positur, Geraint Watkins' hyggepianist-attitude var
de umiddelbart iøjnefaldende nøgleposter i et samspil, der var så tæt
som på et fodboldhold, hvor alle 11 mand er trukket hjem i forsvaret
foran målet.
Men der var ikke dømt forsvar. Ej heller var musikaliteten til at holde
inden for en fast afstukket bane. Dertil var der ganske for meget
legesyge, for mange små krøller, for mange diskrete drillerier
bandmedlemmerne imellem. Som når den opretstående Nick Payn drillede
sin skadede makker med at vise, hvor let det var at ta' et par
dansetrin eller to.
Det er dog umuligt at komme uden fløjspilleren i scenens venstre side.
Sangerinden Beverley Skeete har siden bandets start i 1997 sørget for
en nerve og en intensitet, der spiller lige op med og sine steder
overgår den unge Tina Turner. Samtidig lægger hun en fornem bund og
baggrund med korstemme - og med æggende dansetrin, der ret beset er
tiltrængte, når man tager de stillestående og noget ældre
mandspersoner, som hun er omgivet af i betragtning. Hendes forkærlighed
for Jackie Wilsons sangkatalog var tydelig, og det var med helt
speciel kant, hun dedikerede samme Wilsons "I'll Be Satisfied" til en
helt bestemt tidligere kæreste.
Aftenen bød på et mylder af fornemme soli fra Georgie Fames orgel over
Frank Meads og Nick Payns på sax til Geraint Watkins. Til gengæld
savnedes en Keith Richards frækhed og skævhed i Terry Taylors guitar.
Skyggen fra Stones
Netop Rolling Stones hængte desværre over både musikken og snakken på
scenen. Vi VED godt, at Bill Wyman spillede bas dér i over 30 år. Vi
VED godt, at Mick Jagger og Keith Richards fra tid til anden "lånte" fra
andre musikere, blandt andet Billy Prestons "Do You Love Me", som
"inspirerede" til "Melody" på Stones-albummet "Black And Blue". I
hænderne - eller rettere munden - på Georgie Fame og Beverley Skeete
kunne man heldigvis sætte sig ud over Stones-referencerne.
Til gengæld blev referencerne stoppet ned i publikum, som var der tale
om tvangsfodring af franske gæs, når præsentationen af Bill Wyman blev
ledsaget af riffet og et par takter fra "I Can't Get No Satisfaction",
og når Bill efterfølgende giver sin egen version af "Honky Tonk Women".
Sympatisk og pænt, men langt fra med den nerve og de gnister, der
normalt ledsager den "normale" udgave med Mick Jagger og Keith Richards i
front.
Legesyg aften
Men, men, men. Det var til alt held mindre krusninger på en fin aften,
hvor der blev leget, både bandmedlemmer imellem og med arrangementerne
af det klassiske materiale. Geraint Watkins fik føjet et stærkt
personligt udtryk og et skarpt jazzy udtryk, både til Bob Dylans
"Maggie's Farm" og til "Johnny B. Goode". Herligt at opleve, hvordan
sidstnævnte sang kan forvandles fra en standard for lead guitar til at
være en sumpet, jazzy sag, i en grad, så man føler sig hensat til
fortidens tunge tobakståger og den allestedsnærværende "duft" af lager
og Guinness, der til gengæld fortsat kan opleves på en typisk engelsk
pub. Bill Wymans tørre kommentar til sangen var i øvrigt, at Chuck Berry
brød han sig ikke om - men hans sange var der ikke noget i vejen med.
Sektionen af ekstranumre blev indledt med "Days Like This", en blues,
der med hensyn til arrangementet var skåret så tæt til benet, at det
næsten var som en spand koldt vand i forhold til de vedholdende
klapsalver, der havde kaldt bandet på scenen. Til gengæld gik
præsentationen rent ind. Sangen stammer fra Mose Allison,
blues-legenden fra Tippo, Mississippi, der ifølge Georgie Fame skulle
fylde 82 den 18. eller 11. november, det huskede han ikke helt. I hvert
fald var det på Remembrance Day. (11. november er i øvrigt den rigtige
dato, red.).
Der var straks mere skub over "My Toot Toot", en cajun-klassiker, som
blev leveret med højt humør og ikke mindst over det Screamin' Jay
Hawkins-nummer, "I Put A Spell On You", som med Beverley Skeete som
absolut frontfigur afsluttede en fin aften.
Det vil være synd at sige, at Bill Wyman står som den store fornyer af
rock- og blues-musikken. Til gengæld viste denne aften, at han - som
det skete adskillige gange i aftenens løb - har grund til at smile og
ha' glimt i øjet bag de tonede brilleglas. Han og bandet ku' gå
tilfredse fra scenen. Vi andre ku' haste til metroen, bekræftet i
opfattelsen af, at når verden er af lave, så er der heldigvis fortsat
liv og nerve at hente i den klassiske rock, blue og rhythm'n'blues.
____________________________
22 Sep 2009, Frederiksberg/Copenhagen. Danish Newspaper "Extra Bladet" wrote a review
(in Danish only):
Bill Wymans løsslupne slyngler.
Munter boogie med rullestenens mestermusikalske rytmekonger i Falconer Salen.
(By Tomas Treo.)
I Falconer Salen her til aften var
det ikke svært at se, hvorfor Bill Wyman ikke orkede The Rolling Stones
længere. Den 72-årige bassist fra London er alt det, solsystemets
største rockband ikke er, når han som beskedent midtpunkt for sine
Rhythm Kings rejser rundt med et slæng af garvede mestermusikanter, der
ligner nogle slyngler, som er stukket af fra plejehjemmet og slipper
vanviddet løs på pubben, indtil de bliver indfanget endnu engang.
Gennem
et par fornøjelige timer swingede de syv suspekte gentlemen sig
elskværdigt gennem et repertoire bestående af schlagere fra blandt andre
Ray Charles, Mose Allison, T-Bone Walker og Chuck Berry, og tilsat både
galskab og overskud på instrumenterne emmede seancen af lystig
spilleglæde.
Enerverende Skeete
Hvad
angår indlevelse var der ikke tæt på udsolgt, og det var der så
sandelig heller ikke rent publikumsmæssigt, hvilket hæmmende seancen
noget, men sangerinden Beverley Skeete opførte sig desværre som om, hun
var med Mick og Keef i en fyldt Parken. Det var langt mere muntert, når
tangent-ekvilibristerne Georgie Fame og Geraint Watkins fik mikrofonen,
der ivrigt gik på skift, mens Frank Mead til gengæld ikke gik ret meget.
Saxofonisten var nemlig på krykker, men om man så havde fået amputeret
bentøjet, ville man næppe kunne undgå at vippe med foden til Bill
Wyman’s Rhythm Kings. Herligt.
Kurt Madsen took photos of the Esbjerg show which can be watched
