Bill Wyman's Rhythm Kings: Konzertkritik aus Kopenhagen, Falconer Salen (dänisch)

Onsdag d. 23-09-2009 kl. 10:25

Bill Wyman & The Rhythm Kings Falconer Salen, København, tirsdag d. 22. september 2009 Anmeldt af Carsten Skov

Nerve og samspil, når gamle legekammerater samles

Da Bill Wyman forlod Rolling Stones, gik der efter sigende lang tid, før han havde lyst til at gribe ud efter bassen igen. Han havde nu pludselig tid til at skrive bøger, fotografere sin have - og gå på opdagelse i naturen med sin metaldetektor(!). Heldigvis var det ikke helt nemt at holde interessen for musikken og trangen til selv at spille nede. Bill Wyman var simpelt hen nødt til at samle et udvalg af ligesindede, en trang der i 1997 udmøntede sig i Bill Wyman's Rhythm Kings.

Et tydeligt modent publikum var troppet op i Falconer Salen til en aften i selskab med bandet for at konstatere, om gnisten og det tætte samspil fortsat var i behold.

Det var med en smule bange anelser, man så bandet komme på scenen. Ingen store armbevægelser, ingen spraglet påklædning, blot en samling helt almindelige mennesker, som man møder dem i køen ved busstoppestedet eller over køledisken i supermarkedet.

Et enkelt bandmedlem, saxofonisten Frank Mead, måtte ligefrem støtte sig til to krykker på sin vej frem til den spisebordsstol, som skulle være hans arbejdsplads de næste par timer. Det skulle dog heldigvis snart vise sig, at hverken bandmedlemmernes fremskredne alder eller Frank Meads fodskade var nogen hindring for lade den musikalske gnist bryde ud i lys lue.

Klassisk blues og rhythm'n'blues
Fra første nummer, "I've Got A Woman", stod det klart, at der var sat vand over til en rundtur i et klassisk blues- og rhythm'n'blues-materiale. Georgie Fames formidable vokal, Bill Wymans velkendte stenstøtte-positur, Geraint Watkins' hyggepianist-attitude var de umiddelbart iøjnefaldende nøgleposter i et samspil, der var så tæt som på et fodboldhold, hvor alle 11 mand er trukket hjem i forsvaret foran målet.

Men der var ikke dømt forsvar. Ej heller var musikaliteten til at holde inden for en fast afstukket bane. Dertil var der ganske for meget legesyge, for mange små krøller, for mange diskrete drillerier bandmedlemmerne imellem. Som når den opretstående Nick Payn drillede sin skadede makker med at vise, hvor let det var at ta' et par dansetrin eller to.

Det er dog umuligt at komme uden fløjspilleren i scenens venstre side. Sangerinden Beverley Skeete har siden bandets start i 1997 sørget for en nerve og en intensitet, der spiller lige op med og sine steder overgår den unge Tina Turner. Samtidig lægger hun en fornem bund og baggrund med korstemme - og med æggende dansetrin, der ret beset er tiltrængte, når man tager de stillestående og noget ældre mandspersoner, som hun er omgivet af i betragtning. Hendes forkærlighed for Jackie Wilsons sangkatalog var tydelig, og det var med helt speciel kant, hun dedikerede samme Wilsons "I'll Be Satisfied" til en helt bestemt tidligere kæreste.

Aftenen bød på et mylder af fornemme soli fra Georgie Fames orgel over Frank Meads og Nick Payns på sax til Geraint Watkins. Til gengæld savnedes en Keith Richards frækhed og skævhed i Terry Taylors guitar.

Skyggen fra Stones
Netop Rolling Stones hængte desværre over både musikken og snakken på scenen. Vi VED godt, at Bill Wyman spillede bas dér i over 30 år. Vi VED godt, at Mick Jagger og Keith Richards fra tid til anden "lånte" fra andre musikere, blandt andet Billy Prestons "Do You Love Me", som "inspirerede" til "Melody" på Stones-albummet "Black And Blue". I hænderne - eller rettere munden - på Georgie Fame og Beverley Skeete kunne man heldigvis sætte sig ud over Stones-referencerne.

Til gengæld blev referencerne stoppet ned i publikum, som var der tale om tvangsfodring af franske gæs, når præsentationen af Bill Wyman blev ledsaget af riffet og et par takter fra "I Can't Get No Satisfaction", og når Bill efterfølgende giver sin egen version af "Honky Tonk Women". Sympatisk og pænt, men langt fra med den nerve og de gnister, der normalt ledsager den "normale" udgave med Mick Jagger og Keith Richards i front.

Legesyg aften
Men, men, men. Det var til alt held mindre krusninger på en fin aften, hvor der blev leget, både bandmedlemmer imellem og med arrangementerne af det klassiske materiale. Geraint Watkins fik føjet et stærkt personligt udtryk og et skarpt jazzy udtryk, både til Bob Dylans "Maggie's Farm" og til "Johnny B. Goode". Herligt at opleve, hvordan sidstnævnte sang kan forvandles fra en standard for lead guitar til at være en sumpet, jazzy sag, i en grad, så man føler sig hensat til fortidens tunge tobakståger og den allestedsnærværende "duft" af lager og Guinness, der til gengæld fortsat kan opleves på en typisk engelsk pub. Bill Wymans tørre kommentar til sangen var i øvrigt, at Chuck Berry brød han sig ikke om - men hans sange var der ikke noget i vejen med.

Sektionen af ekstranumre blev indledt med "Days Like This", en blues, der med hensyn til arrangementet var skåret så tæt til benet, at det næsten var som en spand koldt vand i forhold til de vedholdende klapsalver, der havde kaldt bandet på scenen. Til gengæld gik præsentationen rent ind. Sangen stammer fra Mose Allison, blues-legenden fra Tippo, Mississippi, der ifølge Georgie Fame skulle fylde 82 den 18. eller 11. november, det huskede han ikke helt. I hvert fald var det på Remembrance Day. (11. november er i øvrigt den rigtige dato, red.).

Der var straks mere skub over "My Toot Toot", en cajun-klassiker, som blev leveret med højt humør og ikke mindst over det Screamin' Jay Hawkins-nummer, "I Put A Spell On You", som med Beverley Skeete som absolut frontfigur afsluttede en fin aften.

Det vil være synd at sige, at Bill Wyman står som den store fornyer af rock- og blues-musikken. Til gengæld viste denne aften, at han - som det skete adskillige gange i aftenens løb - har grund til at smile og ha' glimt i øjet bag de tonede brilleglas. Han og bandet ku' gå tilfredse fra scenen. Vi andre ku' haste til metroen, bekræftet i opfattelsen af, at når verden er af lave, så er der heldigvis fortsat liv og nerve at hente i den klassiske rock, blue og rhythm'n'blues.
____________________________

22 Sep 2009, Frederiksberg/Copenhagen. Danish Newspaper "Extra Bladet" wrote a review
(in Danish only):

Bill Wymans løsslupne slyngler.
Munter boogie med rullestenens mestermusikalske rytmekonger i Falconer Salen.

(By Tomas Treo.)

I Falconer Salen her til aften var det ikke svært at se, hvorfor Bill Wyman ikke orkede The Rolling Stones længere. Den 72-årige bassist fra London er alt det, solsystemets største rockband ikke er, når han som beskedent midtpunkt for sine Rhythm Kings rejser rundt med et slæng af garvede mestermusikanter, der ligner nogle slyngler, som er stukket af fra plejehjemmet og slipper vanviddet løs på pubben, indtil de bliver indfanget endnu engang.

Gennem et par fornøjelige timer swingede de syv suspekte gentlemen sig elskværdigt gennem et repertoire bestående af schlagere fra blandt andre Ray Charles, Mose Allison, T-Bone Walker og Chuck Berry, og tilsat både galskab og overskud på instrumenterne emmede seancen af lystig spilleglæde.

Enerverende Skeete

Hvad angår indlevelse var der ikke tæt på udsolgt, og det var der så sandelig heller ikke rent publikumsmæssigt, hvilket hæmmende seancen noget, men sangerinden Beverley Skeete opførte sig desværre som om, hun var med Mick og Keef i en fyldt Parken. Det var langt mere muntert, når tangent-ekvilibristerne Georgie Fame og Geraint Watkins fik mikrofonen, der ivrigt gik på skift, mens Frank Mead til gengæld ikke gik ret meget. Saxofonisten var nemlig på krykker, men om man så havde fået amputeret bentøjet, ville man næppe kunne undgå at vippe med foden til Bill Wyman’s Rhythm Kings. Herligt.

Kurt Madsen took photos of the Esbjerg show which can be watched

on Bill's website, click here